Jeg ville desuden aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen.
Forfatteren Jonas T. Bengtsson citeret i artiklen "Hvis jeg ville ændre samfundet, så var jeg ikke blevet forfatter" af Anna Raaby Ravn i Information, d. 20. maj 2017
Glansperiode: 1910-1935, men der er både før og efter - også i 2000-tallet - skrevet litteratur, der kan betegnes som socialrealistisk.
Socialrealisme er en litterær retning, som skildrer 'almindelige' menneskers eller lavere sociale lags levevilkår på en virkelighedsnær (realistisk) måde. Nogle omtaler socialrealismen som 'mellemkrigstidens kritiske realisme'.
Socialrealismen er ofte så virkelighedsnær, at fortællingen om menneskers hverdagsliv på godt og ondt opleves næsten dokumentarisk. Den er en litterær strømning, der udvikler sig allerede fra 1900-tallets begyndelse, men har sin glansperiode i mellemkrigstiden (ml. 1. og 2. Verdenskrig).
Socialrealismen er typisk holdningspræget i den forstand, at forfatternes skildring af arbejderes eller andre fattiges vilkår er præget af forfatterens personlige politiske holdning om, at disse lavere sociale lag har en utrolig vigtig funktion i samfundet, men de behandles slet ikke efter fortjeneste. Tværtimod lever mange af dem under usle forhold og bliver ofte behandlet uretfærdigt af samfundets magthavere.
Den litteratur, der havde et tydeligt politisk budskab om samfundsmæssig forandring med bedring af den fattige bondebefolkning og arbejderklasses vilkår som mål - kaldes 'socialistisk realisme'. Det kendetegnede mange af fx 
Martin Andersen Nexøs (1869-1954) og Hans Scherfigs (1905-79) noveller og romaner.
I Danmark er det især den socialt engagerede og engagerende arbejderlitteratur i 1930'erne, der får betegnelsen socialrealisme.
Læs eventuelt de socialrealistiske noveller "
Carl-Erik" af Nils Nilsson fra 1934 og "Noget finder sted" af Jørgen Nielsen fra 1944. Læs også digtet "Landarbejdets Kvinder" af Aage Hermann fra 1938.
Centrale forfattere er Martin Andersen Nexø (1869-1954), Otto Gelsted (1888-1968), Aage Hermann (1888-1949), Erling Kristensen (1893-1961), Hans Kirk (1898-1962), Harald Herdal (1900-1978), den færøske William Heinesen (1900-1991), den norske Nordahl Grieg (1902-1943), Jørgen Nielsen (1902-1945), Leck Fischer (1904-1956), Hans Scherfig (1905-79) og Mogens Klitgaard (1906-1945).
Bemærk dog, at flere af de nævnte forfattere også har skrevet litteratur, der overhovedet ikke er socialrealistisk.
Se også kritisk realisme.