Taagen laa tyk og graasmudsig henover den store smaalandske Mose. Fra Sivene lød Fuglekvidder; en Flok Raadyr styrtede ind i det lange Græs.

Inde i Skoven ─ som gik i et med Mosen ─ laa Carl-Erik paa Maven i det tykke, saftige Græs og lod uafbrudt Blikket strejfe de 16 Kvier. Han var stadig paa Vagt med alle Sanser, thi paa blot et Øjeblik kunde de alle som én sætte i Spring mod Mosen eller løbe fra ham i Skoven. Han stolede ikke paa dem ─ men naar de var mætte og laa ned og gumlede ─ som i Øjeblikket ─ var det egentlig ikke saa svært at vogte dem.

Carl-Erik kneb Øjnene sammen, thi Solstraalerne, som skinnede frem mellem Træstammerne, strejfede hans solbrændte, brune Ansigt. Der var noget nervøst over ham; i Haanden havde han en Pisk, som han af og til svingede med ─ han havde selv lavet den. Heldigvis laa Klara og Stjerna ned; de to Dyr gjorde ham vel nok mange Sorger, skønt de var de pæneste. Han havde allerede fra den første Dag, han kom her til Mosegaarden som Vogterdreng, givet alle Kvierne Navn. Han kendte dem, huskede hver enkelts Meriter i den Tid, han havde passet dem ─ værst var Stjerna.

Han rejste sig op og saa henover de fede, skinnende Dyr ─ de var der alle. Mon Albert kom og besøgte ham i Dag? Han plejede jo at komme om Søndagen. Klokken var vel snart 12, han kunde se det paa Solstraalerne. Han savnede altid et Ur, men han fik vel først et til sin Konfirmation.

Han gik nogle Skridt frem og satte sig paa en Sten, som var helt overgroet med Mos. Han sukkede og lod forsigtigt Haanden glide nedover sit venstre Knæ. Han var faldet for et Par Timer siden, da han løb efter Stjerna i Mosen, og havde skrabet Knæet mod en Sten. Han stirrede undersøgende paa Bloddraaberne, som endnu sivede frem under Forbindingen. Han havde revet et Stykke af sin Skjorte og bundet det om Knæet. Saadan havde hans Mor lært ham.

Carl-Erik huskede den Dag, han var gaaet hjemmefra for at tiltræde Tjenesten her paa Mosegaarden. Moderen havde med rystende Stemme sagt: "Hvis du nu slaar dig, Carl-Erik, skærer dig eller paa anden Maade kommer til Skade, saa maa du ofre Skjorten, thi en Skjorte kan vi altid faa igen ─ men en Dreng som dig er sværere at faa!"

Det var dog mærkeligt, nu var Graaden atter i hans Hals ─ nej, han vilde ikke græde. Men det var hver Gang, han lod Tankerne strejfe Moderen og Hjemmet. Taarerne trillede nedad hans Kinder, han kæmpede imod, saa det gjorde ondt helt ned i Brystet. Hvis nu Albert kom og saa ham græde? Han mærkede sit Hjertes heftige Dunk. Endnu havde ingen set ham græde, siden han kom her til, skønt han græd hver Dag i Skoven. Han havde været her i over 3 Maaneder, i Dag var det den 9. September, heldigvis havde han kun 21 Dage tilbage. Mon han skulde græde hver Dag, til han atter skulde hjem til Moderen?

Han kunde ikke være det bekendt; tude som et Pattebarn. Han var jo 10 Aar. Han var snart voksen. Kejtet strøg han Haanden henover sine vaade Kinder. Men Hjemveen overvældede ham; han kastede sig fortvivlet ned i Græsset og hulkede, saa hans lille Krop rystede. En knugende Ensomhedsfølelse sled smerteligt i hans Sind ─ ofte pinte denne Følelse ham. Aa, .... hvor han dog længtes efter Moderen, efter sin Bror Evald og lille Søster Erna! Nu sad de derhjemme og talte om ham ─ han vidste det! Bare han kunde komme hjem til dem i Dag! Men det lod sig ikke gøre, thi han var jo fæstet skriftligt til Mosegaarden: At han skulde vogte hver Dag i de fire Maaneder, ogsaa om Søndagen. Det var nu alligevel sværere at være ude at tjene, end han troede, dengang han tog Pladsen. Men de 35 Kroner, han skulde have for de fire Maaneders Tjeneste, skulde Moderen bruge; hun trængte haardt til dem. Han og hans Søskende skulde have nyt Tøj til Efteraaret.

Kvierne begyndte at røre paa sig, saa han var nødt til at rejse sig op for at holde dem samlede. Graaden var stilnet, og han følte sig flov, fordi han havde grædt. Han stirrede ind mellem Træerne; nej ─ heldigvis havde ingen set ham. Kun Kvierne, men hvad forstod de sig paa Mennesker.

Stadig pinte Ensomheden ham; han nynnede paa en Sang for at faa Mod. Der var noget dunkelt, truende over Skoven. Alle de Fortællinger, han havde læst, om Stimænd og Røvere blev tit saa levende. Ganske vist havde Moderen forlængst forklaret ham, at de ikke eksisterede; det var kun Historier. Men alligevel, der var noget mystisk ved Mosen. Han mærkede en vis Angst, og sit Hjertes Dunk helt ud i Armene; der kom mere Uro over ham. Hans Blik søgte Mosen, hvorfra han skimtede Taagen, som nu var mere lys. Bare Albert snart vilde komme.

Endnu var Albert ikke synlig, hans Fløjten, som Carl-Erik altid længtes efter, hørtes ikke. Han var maaske cyklet hjem til sine Forældre.

Aa ─ hvor han følte Trang til at høre en Menneskestemme. I Dag havde han ikke set nogen, siden han tog hjemmefra ved 6-Tiden om Morgenen.

En af Kvierne løb ned i Mosen. Han satte i Spring og lod Piskesnerten falde over Kviens Lænd, da han havde indhentet den. ─ Din Tosseko! brølede han, saa det gav Ekko i Skoven. De andre Dyr drev langsomt frem mellem Træerne, medens de gnaskede i Græsset. Carl Erik fulgte dem, havde Blikket rettet paa dem hele Tiden. Men atter fandt hans Tanker Vej mod Hjemmet, som laa 2 Mil fra Mosegaarden.

Moderens magre, milde Ansigt, hendes graa Øjne, stod saa levende for ham i dette Øjeblik. Han syntes, det var som om han havde hende i sin Nærhed. Hvor var hun god ved ham. Det var først efter at han var kommet til at gaa her i Skoven, at han forstod, hvor meget hun betød for ham og hans Søskende. Han vilde aldrig være uartig mere, naar han nu om 3 Uger kom hjem. Men hvor var Moderen fattig i Forhold til Ejeren af Mosegaarden. Her havde de 9 Værelser, mange, mange Køer og Heste, Kvier og Faar, og Moderen havde kun to smaa Værelser og en Ged. Men de 35 Kroner, som han tjente, vilde rigtig hjælpe dem alle derhjemme.

Det vilde være et stort Øjeblik for ham, naar han kom hjem med Pengene, ─ 35 Kroner. Han glædede sig allerede nu, og han vilde føle sig stolt ved at se Moderens, Evalds og lille Ernas forbavsede Ansigter. Han lo pludselig kluks kende. Ogsaa Skolekammeraterne vilde være forbavsede; de gik jo hjemme hele Sommeren og legede, medens han tjente Penge.

Han begyndte at snitte med sin Kniv i en Hasselgren. Kvierne gik pænt og aad. Bare Albert snart kom, saa vilde det ikke være saa ensformigt. Det eneste Menneske, han saa i Skoven i de 6 Dage af Ugen, var gamle Stina, som gik igennem Skoven hver Torsdag. Han længtes altid efter Torsdagen, thi Stina talte gerne med ham en Times Tid. Hun talte saa meget om Døden. Albert sagde ganske vist, at hun var tosset, men hun kom jo altid med brun Kandis.

Hvorfor hun hver Torsdag gik ned til Mosen, havde længe været ham en Gaade. Først forrige Mandag havde Albert fortalt, at Stinas Mand druknede i Mosen for 17 Aar siden, og det var sket en Torsdag. Siden den Tid besøgte Stina Mosen hver Torsdag, hvor hun sad i Græsset og talte til sin døde Mand. Carl-Erik følte ligefrem Kuldegysninger ved Tanken. ─ Tale til døde Mennesker; Stina var vist alligevel lidt tosset.

Han kunde egentlig godt lide alle Folkene paa Mosegaarden. Bedst Karlen Albert og de to Tjenestepiger. Gaardejeren og Fruen, deres Døtre og Sønner var ogsaa flinke paa deres Maade, skønt de aldrig talte til ham. Han saa dem sjældent, thi de spiste inde i en af de pæne Stuer, hvor han endnu aldrig havde været.

Hvis Kvierne bare ikke var saa tossede til at rende, havde det været bedre. Men de løb altid mod Mosen, naar det var varmt; hvilket var ham en uendelig Sorg, og Skrækken for Mosen var blevet værre, siden Albert fortalte om Stinas Mand. Han havde en uforklarlig Angst for Mosen, i hans Sind gik Strømme af Rædsel, hver Gang en af Kvierne løb derned. Han vidste, at under det lange Græs og de smaa Birkebuske var et forræderisk, bundløst Morads. Albert havde sagt det saa tit. Det lykkedes ikke altid for ham at holde Kvierne derfra, 3 Gange havde Stjerna været ude i Pløret, men var dog hver Gang kommet op ved egen Hjælp.

Skoven var anderledes, den var ikke saa usikker, bare han ikke havde været saa ensom. Og dog var der Timer, hvor han var virkelig lykkelig, da lyttede han til Fuglenes smukke Sang, fandt af og til en Rede med smaa, dunløse Unger, fulgte Egernets kaade Hop i Træerne, fangede brogede Sommerfugle og Insekter, plukkede Blomster og kunde ─ naar Kvierne var mætte og rolige ─ sidde ved de store Myretuer og følge Myrernes travle Færden.

Tordenvejr frygtede han mere end Mosen. Da lagde han sig ned mellem Træerne og rystede af Skræk. Men nu skulde han snart hjem til sin Mor.

Søndagen var altid den værste Dag for Carl Erik, skønt Albert som Regel kom et Par Timer. Men i Hjemmet havde Søndagen været en Hviledag, og Carl-Erik følte sig ligesom tilsidesat ved Tanken om, at han var den eneste paa Gaarden, som arbejdede om Søndagen ─ 14 Søndage havde han arbejdet.

Kvierne gik stadig og gnaskede i Græsset, længere og længere drev de ned mod Mosen. Carl-Erik havde næsten opgivet Haabet om, at Albert skulde komme. Klokken var vel snart 3. Solen brændte hedt. Af og til maatte han løbe efter Kvierne. Jo mere varmt det blev, jo mere urolige blev de. Nu var Taagen næsten helt forsvundet fra Mosen. Han spiste de sidste Rester af sin Mad og lod Tankerne vandre omkring Hjemmet og de 35 Kroner, han snart havde tjent.

Han lagde Planer. Naar han blev voksen, vilde han selv have en lille pæn Gaard. Men hans Vogterdreng skulde have fri hver anden Søndag ligesom de voksne Karle. Og saa vilde han invitere Vogterdrengens Mor hjem paa Gaarden, hente hende i en fin Vogn. Det skulde ikke være saadan, som han havde det.

Nu havde han ikke set sin Mor i over 3 Maaneder. Han tog Brevet frem, som han fik i Gaar. "Vi længes saa forfærdeligt meget efter dig, kære Carl-Erik!" stod der med Moderens utydelige Skrift. Han læste det atter og atter med Taarer i Øjenkrogene. Men nu maatte han passe paa, saa han ikke kom til at græde som før. Maaske Albert kom alligevel.

Kvierne begyndte at blive usædvanligt rastløse. De var mætte ─ som Regel blev de saa rolige, eller lagde sig ned og gumlede. I Dag var de rastløse. Nu og da maatte Carl-Erik sætte i voldsomt Løb for at indhente dem. Saa raabte han og svang Pisken over de fede Kroppe. Han svedte, og Knæet smertede ham noget. Det var, som havde Mosen en uhyre Tiltrækningskraft for Dyrene. Ustandseligt var han paa Farten for at holde dem fra Mosen. Nu havde han helt opgivet Alberts Besøg; bare Klokken var 7.

Tiden gik dræbende langsomt for Carl-Erik, og mere og mere urolige blev Kvierne. Det var længe siden de havde været saa ustyrlige.

Fluer og Insekter summede omkring Dyrene. En mægtig Fluesværm fløj pludselig ind mellem Kvierne. Der var Tusinder og atter Tusinder af Fluer. Carl-Erik stirrede forbavset paa dem, saa mange havde han aldrig set paa engang. Men i et Nu satte Stjerna i voldsom Fart mod Mosen - Halen stod stiv i Luften ─ og som paa Kommando fulgte de andre 15 Kvier efter. Den fugtige Jord gyngede under dem, de løb, som var de pludselig blevet gale.

Carl-Erik stod og stirrede efter dem et Øjeblik, som var han blevet lam i hele Kroppen. Det var imponerende, men samtidig følte han en frygtelig Angst. Tankerne hvirvlede i hans Hjerne, Graaden trængte paa. Hvad skulde han gøre? Fortvivlet satte han i Løb ned mod Mosen, Forbindingen om Knæet gled ned paa Skinnebenet, han raabte og raabte. Alle Kvierne var forsvundet i Mosen mellem det høje stride Græs og de smaa Birkebuske. Han faldt, kom op igen og løb.

Nu var han nede i Mosen, og en knugende Følelse aad sig ind i hans Sind. Græsset ragede op over hans Hoved og gjorde det umuligt for ham at se Kvierne. Han listede sig forsigtigt frem paa Græstuerne, Jorden gyngede under ham, hvert Skridt var ham en Pine, thi han ventede med Rædsel paa at synke ned i den sortbrune, fugtige Mosejord. Store Vandhuller stod truende ved hans Side, han hoppede fra Græstue til Græstue, længere og længere kom han frem. Pludselig saa han et Par Kviehoveder rage op mellem Buskene. Han listede sig frem under uhyre Anstrengelser, saa han kom foran dem. Med et hidsigt Slag lod han Piskesnerten suse ned over deres Hoved. I rasende Fart løb de mod Skoven, flere og flere fulgte efter. Men det var ham ikke muligt at se, hvor mange der var. Graaden sad i Halsen, Fortvivlelsen piskede alle hans Sanser. Han listede sig videre frem. Solen brændte ham i Ansigtet, Luften var usædvanligt tung her mellem det høje Græs og det sure, grønne Vand.

Pludselig standsede han og sank ned i et Vandhul med det ene Ben til Knæet, masede og følte en modbydelig Angst, fik Benet fri. Lige foran ham i et stort Vandhul, hvis Kanter gik skarpt ned, laa Stjerna og kæmpede i den æltede Mosejord, Kvien masede og masede med Benene, satte Hovedet lige i Luften, pustede af Rædsel og udsendte smaa, klynkende Brøl; men sank dybere og dybere ned i Mudderet, eftersom den kæmpede for at komme op. Carl Erik stod og rystede af Angst. Hjælpeløst fulgte hans Blik Kviens fortvivlede Kamp for at komme op af Dyndet. Hans Læber stod aabne; han brast i Graad. Hvad skulde han dog gøre? Hvad?

Saa huskede han pludselig Gaardejer Østbergs Ord: "Hvis Kvierne falder i Mosehullerne, saa løb bare hjem og hent os, saa vi kan komme med noget Reb og faa slæbt dem op."

Ja han var nødt til at løbe hjem til Gaarden. Han lod Blikket strejfe Kvien, inden han løb ─ nu var kun Hovedet synligt. Han kastede Pisken mellem Birkebuskene og satte i Løb. Jorden gyngede uafbrudt under ham. Rædslen for, at Kvien skulde drukne, fik ham til at glemme Angsten for Mosen. Han hoppede frem mellem Vandhullerne, uforsigtig i sin Iver. Han svedte over hele Legemet. Han skar sine bare Ben paa det stride Græs, det daarlige Knæ smertede ham, og dog masede han ustandseligt frem. Kun een Tanke arbejdede i hans spændte Hjerne: "Hjem og hente Folk, saa de kunde redde Kvien." Han faldt haardt mod en Træstub ─ kom op igen, for pludseligt at glide ned i et stort Vandhul.

Carl-Erik huggede fast med Hænderne i en Gren af en Birkebusk, Angsten greb ham, da han pludselig mærkede det kolde Vand under sine Armhuler. Han masede af alle Kræfter for at komme op, arbejdede og arbejdede, men han gled dybere og dybere ned i den æltede Mosejord. Hans Nerver lammedes. Kun naar han holdt sig roligt i Grenen, blev han staaende. Han raabte fortvivlet om Hjælp. Fluer summede omkring hans svedende Ansigt og stak ham. Han trættedes mere og mere. Stinas Mands Død i Mosen stod saa levende for ham og gjorde ham mere og mere rædselsslagen.

Jord og Skæbner, 1934. Klik på billedet for at se større udgave.">

Skulde han dø? "Mor! Mor!" klynkede han hjælpeløst.

Pludselig brast Grenen, og med Armene strakt lige op i Luften gled han med et fortvivlet Skrig ned i Mudderet, til det helt lukkede sig over hans Hoved.

En novelle af svensk-danske forfatter Nils Nilsson (1897-1980) fra novellesamlingen Jord og Skæbner, med illustration af Søren Hjort-Nielsen, 1934.