Maksimalisme, eller i denne danskfaglige sammenhæng: litterær maksimalisme, er en betegnelse, der af nogle bruges om:

1. (især) ældre litteraturs udpenslede beskrivelser af natur, bygninger, interiør, stemninger og personer
2. en postmodernistisk (eller senmodernistisk) litterær strømning

Ad. 1: I ældre litteratur omkranses selve handlingen i episke tekster (ikke mindst romaner) ofte af detaljerede beskrivende afsnit. Det kan være beskrivelse af et bestemt geografisk sted, en bygnings ydre (eksteriør) og rums indretning (interiør), af personers beklædning og udseende mv.

I forordet til en udgave fra 1959 af den engelske forfatter (Arthur) Evelyn Waughs (1903-1966) roman Brideshead Revisited (1945) betegner forfatteren selv sine udvidede beskrivelser som ”rhetorical and ornamental language". På dansk kan vi kalde det rigt ornamenterede beskrivelser - eller måske: maksimalistiske beskrivelser (?).

Et eksempel på en maksimalistisk personbeskrivelse fra romanen Buddenbrooks (1922) af den tyske forfatter Thomas Mann (1875-1955):

Hendes svigerdatter, konsulinde Elisabeth Buddenbrook, født Kröger, lo den Krögerske latter, som begyndte med en prustende læbelyd, og hvorunder hun trykkede hagen mod brystet. Hun var, som alle Krögere, en yderst elegant fremtoning, og kunne hun ikke kaldes en skønhed, så gav hun dog med sin lyse og besindige stemme og sine rolige, sikre og blide bevægelser alverden en følelse af klarhed og tillid. Til hendes rødlige hår, der var snoet til en lille krone øverst på hovedet og friseret ned over ørerne i brede, kunstige krøller, svarede en yderst skær, hvid teint med enkelte små fregner. Det karakteristiske ved hendes ansigt med den noget for lange næse og den lille mund var, at der mellem underlæben og hagen slet ikke fandtes nogen fordybning. Hendes korte kjoleliv med højt ansatte pufærmer, hvortil der føjede sig et snævert skørt af luftig, lyst blomstret silke, lod en hals af fuldendt skønhed fri, smykket med et atlaskesbånd, på hvilket der glitrede en komposition af store brillanter (her citeret fra udgave oversat til dansk af Niels Brunse 2002, s. 6).

Et eksempel på en rigt ornamenteret rumbeskrivelse fra samme roman er dette:

Man sad i "landskabsværelset" på førstesalen i det store gamle hus i Mengstrasse, som firmaet Johann Buddenbrook for nogen tid siden havde erhvervet ved køb, og som familien ikke have boet i længe. De stærke og elastiske tapeter, som var adskilt fra murene af et tomrum, viste omfangsrige landskaber, i sarte farver ligesom det tynde tæppe, der dækkede gulvet, idyller i det 18. århundredes smag, med muntre vinbønder, flittige landmænd, båndprydede hyrdinder, der sad med nysselige lam på skødet ved bredden af spejlende vande eller kyssedes med kærlige hyrder ... Der herskede for det meste en gullig solnedgang på disse billeder, som passede til det gule betræk på de hvidlakerede møbler og til gardinerne af gul silke for de to vinduer.
I forhold til værelsets størrelse var møblerne fåtallige. Det runde bord med de tynde, lige og let guldornamenterede ben stod ikke foran sofaen, men ved den modsatte væg, over for det lille harmonium, på hvis låg der lå et fløjteetui. Ud over de stive armstole, der stod regelmæssigt fordelt langs væggene, var der kun et lille sybord ved vinduet og over for sofaen en skrøbelig luksussekretær, dækkes med nips.
Gennem en glasdør over for vinduerne så man ud i en søjlehals halvmørke, mens den høje, hvide fløjdør til spisesalen befandt sig på den indtrædendes venstre hånd. Ved den anden væg derimod, i en halvcirkelformet niche og bag en kunstfærdigt gennembrudt dør af blankt smedejern, stod ovnen og knitrede. (s. 7-8).

Ad. 2: Den senmoderne litterære maksimalisme står på markante områder i modsætning til den litterære minimalisme:

• Hvor minimalisten skriver kortfattet, skriver maksimalisten kvantitativt meget mere omfattende.
• Hvor minimalisten skriver tilsyneladende observerende, skriver maksimalisten ofte vurderende
• Hvor minimalisten iscenesætter en tilbagetrukket fortællerrolle, træder den maksimalistiske teksts fortæller ofte åbenlyst frem i en kommenterende rolle.

I forordet til antologien For længe siden lige før 1980-1990 (Dansklærerforeningens Forlag 1990) af mag. art Marianne Lindgren signalerer hun visse af den litterære maksimalismes kendetegn ved at beskrive udviklingen fra maksimalisme til minimalisme på følgende måde:

Hvor mange af digterne i starten af firserne var maksimalister, der talte - ja nogle gange skreg - med store ord og følelser svingende mellem mani og depression, med mange jeger og også nogle gange på vegne af et 'vi', der kan man i senfirserne (...) tale om minimalister. (fra afsnit med overskriften Fra skrig til tavshed, s. 12).

I en oversigt over 1990'ernes danske kortprosa og noveller med titlen PUNKT & FLADE (DBC medier as, 2003) af seminarielærer Johannes Fibiger beskrives forfatteren Jan Sonnergaard som maksimalist.

Fibiger skriver således i et afsnit med overskriften: Fra minimalisme til maksimalisme bl.a. følgende:

Endelig må Jan Sonnergaard (f. 1963) ses som en havkat i 90'ernes minimalistiske hyttefad. Han gik straks i opposition mod Forfatterskolens finlitterære stiløvelser og forlangte handling og samfundsmæssigt engagement. Hvor disse kunne file på formuleringerne af en fjer, der daler gennem et lufttomt rum, ville Sonnergaard gøre den lille fjer til 27 høns, selv plukke hønsene og forholde sig kritisk til Jens Hansens gårddrift. Omtrent sådan karakteriserer forfatteren sig selv, og han lagde sig hurtigt ud med daværende socialminister Karen Jespersen, til hvem han dedikerede novellen "Lille skat" - en tekst om forlorne almisser og børnemishandling, og i samme periode pådrog han sig en retssag, da han kaldte Pia Kjærsgaard for 'landsforræder'.

Jan Sonnergaard slog igennem med et brag, da han udgav sin debutsamling Radiator fra 1997, der siden blev fulgt af Sidste søndag i oktober fra 2000. Det, der gjorde udslaget, var, at her kom der en ny forfatter, der turde skildre den rå og glemte virkelighed på samfundets bund - og i et sprog, der ikke var præget af bedrevidende medlidenhed, men af rå kynisme og fortælleironi. For Sonnergaard var det vigtigt at bringe oversete eksistenser og udkantsområder ind i finlitteraturen - og han flyttede så at sige Pontoppidans Fra Hytterne til det københavnske nordvestkvarter anno 1997. Sonnergaards indtog på scenen kom samtidig til at varsle en ny og bredere prosa omkring årtusindeskiftet, der atter satte problemer under debat.