Oprindeligt blev ordet surrealisme, der betyder 'over-realisme', introduceret af den franske digter Guillaume Apollinaire, da han i 1917 beskrev en ballet i Paris af Jean Cocteau, som en sandhed hinsides realismen - en form for sur-realisme (Kilde: Fiona Bradley: Surrealismen, oversat af Torben Christensen, Forlaget Søren Fogtdal 1999).

I 1932 forsøgte Edward W. Titus, der var redaktør af det engelske tidsskrift This Quarter, at definere, hvad surrealisme var. Det gjorde han i denne sætning:

Surrealismen består af en dyrkelse og formidling af det ubevidste gennem skrift, maleri, musik, skulptur og andre udtryksmåder. (Bradley s. 54).

Surrealismen er en kunstretning, der får sit eget manifest i 1924, formuleret af den franske forfatter André Breton (1896-1966). Heri defineres også indirekte, hvad surrealisme er. Breton skrev bl.a.:

Samfundet maa rette sig efter mennesket. Moralen maa rette sig efter drifterne. Kunsten maa rette sig efter den uhæmmede indgivelse. Jeg tror paa en fremtidig forening af disse to modsætninger, drømmen og virkeligheden, i en slags absolut realitet, en surrealitet, om man kan udtrykke det saadan. (Kilde: Else Kai Sass: Kunstforståelse, Jespersen og Pio, 3. opl. 1967 (1953) s. 211).

Surrealisterne var optaget af at undersøge, om der ikke fandtes en anden sandhed - 'bag' ved fornuften, som kunne danne modvægt mod den materialistisk orienterede virkelighed og hæmmende kristne moral, som, de (og dadaisterne) mente, havde ført lige lukt ind i 1. Verdenskrig nogle år tidligere (1914-1918).

Surrealismens udfoldedes først og fremmest i den bildende kunst, både maler- og skulpturkunst.

I litterær sammenhæng er surrealismen ikke udbredt blandt så mange af Europas forfattere i 1920erne, men der var dog nogle - ikke mindst lyrikere - som blev inspireret af den surrealistiske idé.

Den litterære surrealist forsøgte at finde ind til den ægte kerne i sig selv/i mennesket via den såkaldte automatisme. Breton skrev om dette i manifestet fra 1924:

Surrealisme, ren psykisk automatisme, ved hvilken man har til hensigt at udtrykke - ved hjælp af det skrevne ord eller på en hvilken som helst anden måde - tankens egentlige funktion, uden nogen kontrol af fornuften, fri for alle æstetiske og moralske normer. (Bradley s. 21).

Det var altså et forsøg på at udtrykke sine tanker så ærligt som muligt, uden nogen form for censur.

Når vi taler skrivningens kunst hentyder begrebet 'automatskrift' til, at forfatteren simpelthen bare skriver løs, helt spontant, uden hæmninger, uden hensyn til sammenhæng og orden. Han skriver ligeså kaotisk som han tænker. Det kaldes også stream of consiousness (bevidsthedsstrøm). Andre Breton havde sammen med Philippe Soupault (1897-1990) skrevet en 'automatisk' føljeton med titlen 'Les Champs magnétiques' ('De magnetiske marker') i 1919. Den var et af de få surrealistiske prosaværker, der blev skrevet.

Flere af de danske surrealister (malere og digtere) samledes omkring tidsskriftet 'Linien'. Det gjaldt bl.a. Hulda Lütken (1896-1946), Jens August Schade (1903-1978), Vilhelm Bjerke-Petersen (maler og kunstteoretiker, 1909-1957), Ejler Bille (grafiker, maler, billedhugger og digter 1910-2004) og Gustaf Munch-Petersen (1912-1938). Også en digter som Johannes Wulff (1902-1980) har skrevet ekspressionistiske-surrealistiske digte.

Det samme gælder Iljitsch Johannsen (1925-1957), som har skrevet flere surrealistiske tekster i digtsamlingerne Harlekin og døden (1949) og Nature morte (1950). Fx digtet "Hunger" fra førstnævnte digtsamling:

Hunger

At drømme om at gribe
ved fuglesvanger rand
havets skaal og tømme den
umaadelig og frisk,
at synge med en gane
glimtende af fisk
og hjertet som en damper
paa det stigende vand.

Een gang at kunne stille
sin store appetit
og sove med sin tunge
i ganens pløjemark,
med svælg og næse fulde
af store træers bark
og blanke tænder støvet
af porfyr og granit.

At kunne dø. At møde
den læbeløses kys
tand imod tand som blomster
i en have af krystal
og uden smerte række
sin store hjerneskal
til myrerne og regnen
og engelskgræssets drys.

Også senere i 1900-tallet har den litterære surrealisme inspireret forfattere som Jørgen Nash (1920-2004), Henrik Bjelke (1937-1993), Jørgen Sonne (1925-2015), Viggo Madsen (1943-2025), Michael Strunge (1958-1986) samt flere konfrontationsmodernister, systemdigtere og unge 'postmoderne' lyrikere.