Hver Morgen, før Fanden får Skoene på,
hun rejser sig op fra det Leje af Strå,
som Armoden reder for hende,
der er ikke Tid til at kysse de små,
thi Pligterne kalder bag Morgenens Grå
på Landarbejderens Kvinde.

Og Rotterne piber fra Krogenes Skarn,
knap nok får hun Stunder at føde sit Barn,
at passe sit Barn endnu mindre,
og når fik hun Stunder at hygge sit Hjem?
En Arbejdsdag fra Klokken 4 og 5,
og til hun ser Stjernerne tindre.

Et Hjem ― måske det Ord bliver brugt
om vægge, der stinker af Mug og af Fugt,
et Hjem ― kun dårligt det rimer
med denne Blanding af Stald og af Sti;
når Aftenmalkningen er forbi,
får hun sine Fyraften-Timer.

Hver Morgen, før Fanden får Skoene på,
begynder hun Dagværket, udslidt og grå
og grænseløst fattig på Glæde.
Hun slider sig træt til Døden ― for hvad?
Den usleste Bolig, den magreste Mad,
uden Tid til at le eller græde!

Et digt af Aage Hermann (1888-1949) fra digtsamlingen Det røde Blod, 1938. Den oprindelige tekst er skrevet med dobbelt-a i stedet for å.